Enfants de l’ASE, victimes de leur histoire de victime Laurent Dupont Je travaille beaucoup avec des enfants et des adolescents placés par l’Aide sociale à l’enfance. Avant d’arriver à mon cabinet, la situation m’est présentée par une psychologue, un éducateur, la famille d’accueil. La situation particulière de ces jeunes fait que « victime » vient souvent accompagnée de son corolaire : « victimisation ». Violences de tous ordres, folies, abandon, drogues… sont, par exemple, les justifications de leur placement. Et il y a pire.   Lors de ces récits, une jouissance est alors convoquée, la fascination. La victime fascine. Les journaux en sont la preuve. Dans ces récits, il y a une jouissance de l’oreille qui n’est pas sans convoquer le regard. « Je vois ce que vous voulez dire ». Ces jeunes sont vus par un psy, par un éduc, par la cohorte de ceux qui leur veulent du bien. Et, bien souvent, il faut le dire, les jeunes ne sont pas à la hauteur. Salauds de jeunes ! Après tout ce que l’on fait pour eux, ils ont des mauvaises notes, ils mettent la pagaille en cours, fument des joints, se disputent. Être une victime les sauve. On ne leur pardonne pas, mais ça explique, ça rassure. Ainsi, certains peuvent être amenés à se parer de ce qui les protège : la victimisation. Se faire un habit à partir du discours de l’Autre.   Si la victime fascine, il n’y a qu’à voir le nombre de personnes qui se ruent surYoutube pour visionner des attentats, décapitations, tsunami, etc., mais la victimisation, elle, dégoûte. L’habit ne fait pas la victime. Tant que ce discours est porté par l’Autre, le jeune attendrit l’œil humide de son interlocuteur, mais qu’il vienne à se faire porteur de ce discours et il devient manipulateur, suspect, irresponsable. Il est donc exclu du discours sur sa propre histoire.   Voilà pourquoi si, comme le conseille à plusieurs reprises Lacan, il convient de ne pas se hâter de comprendre, il est aussi fondamental de ne pas se laisser fasciner. Den tragiske helt og ofringen René Rasmussen Omar Abdel Hamid El-Hussein er blevet holdt eneansvarlig for angrebene og drabene på først en deltager i et debatmøde om blasfemi og dernæst en jødisk vagtmand d. 15. feb. 2015 i det, som er blevet kaldt den største terrorhandling i Danmarks historie. I modsætning til de to personer, der dræbte en række personer på Charlie Hebdo, nåede offentligheden aldrig at få at vide, om det var en opbakning til Allah eller om det var udtryk for en individuel akt, da han blev dræbt af politiet, før han nåede at fortælle noget om sin handling. Var han det, som Søren Kierkegaard i sin forståelse af ofringen i Frygt og Bæven, kalder en tragisk helt eller troens ridder?      I Kierkegaards værk lægges der vægt på Abrahams troskab, da han af Gud blev beordret til at ofre sin søn Isak, som det fortælles i første Mosebog. Det rejser for Kierkegaard tre specifikke filosofiske spørgsmål, som er fremhævet i historien om Abrahams offer (jf. http://da.wikipedia.org/wiki/Frygt_og_B%C3%A6ven): 1) Er ofringen en teleologisk ophævelse af det etiske? Kan Abrahams hensigt om at ofre Isak betragtes som ”god”, selvom menneskeofringer er etisk uacceptable? 2) Er der en absolut pligt over for Gud, når denne beder Abraham om at ofre sin først fødte og med længsel ventede søn?; og 3) er det etisk forsvarligt for Abraham at skjule sin hensigt for Isak?      Værket sætter den religiøse dimension højere end den etiske, der kun vil fordømme Abrahams mulige akt og klassificere den som mord. Men Abraham står samtidig alene med sin frygtelige akt, fordi forholdet til Gud for Kierkegaard altid er et enkeltstående forhold. Han taler i denne forbindelse i Frygt og Bæven om ”Den tragiske helt” og ”Troens ridder”. Begge tilsidesætter egne ønsker i en højere sags tjeneste. Den (usande) tragiske helt gør det ved at ofre sin søn for et højere gode, eksempelvis for folkets ve og vel eller for Guds skyld, og derved tilsidesætter han sin egen etiske fordring til fordel for en større af slagsen, for det almene. Troens ridder (den sande tragiske helt) ofrer derimod sin søn på Guds befaling og tilsidesætter et etisk krav (kærlighed og omsorg for sønnen) til fordel for et højere mål, der ligger uden for etikkens rammer, nemlig den enkeltes forhold til Gud. Der er tale om en teleologisk suspension af det etiske: Det symbolske, der rummer de etiske aspekter, tilsidesættes til fordel for det reelle. Catherine Lacaze-Paule, Deborah Gutermann-Jacquet et Jean-Daniel Matet parlent de    Pipol 7 sur Radio Lacan ¿Sabes por qué vas a Bruselas pero no sabes cómo? Presione aquí para preparar su viaje! Victime de l’Autre Etre victime au XXIème siècle Share Tweet Forward

پیوند کوتاه به این مطلب: